Har du en blind passager i din forretning (som driller!)?

Tak fordi I ikke er sådan nogle salgs-ludere”. Sådan sluttede en af vores yndlings kunder Kirk Rønler en samtale med os forleden (og ja – det var det hun sagde 😂).

Vi havde i samme samtale talt hende fra at hyre os til flere ting her i løbet af året, fordi tallene, og hendes energi fortalte os, at noget skulle justeres. Hendes seneste kampagne havde været lidt dyrere og tungere end de andre gange – og når hun fortalte om sine planer, kunne vi mærke, at noget var off. Og det sagde vi højt.

Hun havde besluttet (med sit hoved), hvad hun synes var en god plan for den næste periode. Men hendes sjæl og hjerte ville noget andet. Vi inviterede hende derfor til at ryste posen. Slippe alle planerne og mærke ind i, hvad hun rent faktisk havde lyst til og energi på.

Har du en blind passager?

Og præcist den indre konflikt er et glimrende eksempel på, når noget er ude af alignment. Når en eller flere dele af dig ikke er helt enige om retningen.

Og det skinner igennem på dine resultater, og din indre oplevelse af dine resultater. Det svarer til, at du sidder i en båd, og du padler i én retning, og din makker padler i en anden retning. Vi kan godt blive enige om, at det bliver en super ineffektiv måde at ro på. Det er det også i din forretning. Her bliver det rigtig svært, fordi rigtig mange ikke anser det energetiske aspekt for noget, der er relevant at tage højde for. Så rigtig mange har en blind passager med på båden, som ror i en helt anden retning. Uden de ved det. Og så begynder de at lede efter løsningen udenfor dem selv (køber flere kurser, uddannelser eller skifter måske samarbejdspartner).

Men det er aldrig løsningen.

Vi kan se på vores kunders annoncer, når de tjekker ud, bliver stressede eller er på vej et sted hen, hvor deres hoved har taget styringen, og hjertet står og kalder på noget andet. Sandheden er, at hvis det, du gør, i din markedsføring kommer fra frygt eller på anden måde er ude af alignment med din sjæl og dit liv, så virker det ikke og vil ikke give dig det, som du drømmer om.

Frygt skaber mere frygt. ALTID.

Der er ikke noget du SKAL

De fleste af vores kunder har arbejdet meget med sig selv, og bekender sig netop til at være spirituelle. Men når det kommer til deres forretning, glemmer de netop nogle gange at overføre det, de egentlig gør andre steder i deres liv til, deres forretning. Eller de tror, at tingene skal gøres på en bestemt måde (Du SKAL afholde webinar, bruge nyhedsbrev eller for den sags skyld Facebook-annoncer).

Det er en nem fælde at falde i, når vi og andre såkaldte eksperter i markedsføring formidler, at det “vi gør” eller “vores metode”, kan fixe noget i din forretning. Det kan vi ikke. Og slet ikke hvis dit fundament ikke er plads.

Du kan ikke gøre det samme som os eller en anden og få præcist samme resultater. Der er ikke én metode, der virker for alle. Så når vi har strategidage og sessioner med vores kunder, bruger vi ofte en del tid på at aflære dem alt det, de tror, de SKAL, for så derefter at finde frem til en vej og strategi, som passer til dem.

Hvis noget dræner – så fiser der energi ud, som du ellers kunne bruge til at gøre en positiv fordel for andre mennesker. Og dig selv.

Når noget dræner os i vores forretning, er det en markør for, at du skal justere kurs. Og det er her det kan give mening at få hjælp til at opdage nye perspektiver, og andre måder at gøre det på, så du ikke sidder fast i en forestilling om, at du SKAL gøre noget på en bestemt måde.

Rigtig meget markedsføring er baseret på frygt. Og derfor føles det også off for rigtig mange mennesker. Det giver ikke længere mening at sælge noget, som reelt ikke gør en forskel eller plante behov hos mennesker, som reelt ikke har de behov. Ligesom det heller ikke giver mening at presse nogen til at købe noget, for at du selv kan tjene penge. Og rigtig meget markedsføring er baseret på at bruge psykologiske triggere til at manipulere “målgruppen” til at få lyst til at købe noget, som de ellers ikke egentlig har brug for.

Der findes en anden vej.

Den hedder: KÆRLIGHED! (Kan du høre violinerne 🎻 😂). Og at skrue mere op for DIG!

En vej der inkluderer, at vi tager 100 procent ansvar for vores valg og altid går med kærlighed fremfor frygt.

Det vil sige, at vi giver ikke vores omstændigheder eller andre mennesker ansvaret for de resultater, vi har skabt – for vi ved at I sidste ende, er vi medskabere af vores virkelighed og de oplevelse vi er i.

Fra det sted, kan der sagtens være ting, vi skal lære som f.eks. at sætte en annonce op eller skrive et nyhedsbrev, men kun hvis det kommer fra det rigtige sted. Ellers kommer det aldrig til at virke, eller gøre den forskel du håber på.

Det handler aldrig om de andre eller dine omstændigheder. Eller at du bor I Vojens eller at du mangler en uddannelse mere.

Det begynder og slutter med dig.

Og ja. Du må gerne skabe det liv og den forretning, der fungerer for dig. På alle planer. Faktisk hepper vi på, at det er præcist, det du gør.

Kærlig hilsen

Christian & Carolina

PS. Hvis du vil høre mere om, hvordan du skifter styresystem i din virksomhed – fra frygt til kærlighed – så holder vi onsdag en live stream i vores gratis gruppe lige HER. Det bliver kl 13.00 og du kan som altid se optagelsen, når det passer dig i gruppen.